Jeg er begyndt på mine indledende didaktiske overvejelser om mit dyrehold, og jeg er nået frem til følgende:
- Mit dyrehold skal bestå af sommerfuglelarver som forhåbentligt vil udvikle sig til de fineste sommerfugle.
- Jeg vil afprøve mit dyrehold to steder - hjemme hos mig selv og på mit arbejde som er en integreret institution. Min målgruppe primært børnene i børnehaven, altså de 3-5 årige.
- Mit mål er at vi (både i institutionen og mit eget projekt) anvender larver som vi/jeg selv finder i naturen. Jeg synes det giver den bedste indsigt i naturens sammenhæng. Indtil videre har jeg været på jagt dog uden held. Jeg kigger særligt efter på brændenælder og bøgeblade som skulle være populære hos sommerfugle. Jeg har fundet en god vejledning på dette link på Youtube: https://www.youtube.com/watch?v=KIZ1tzBzNSI. Linket henviser til Krible Krable som desuden har en masse gode videoer om natur og udeliv. Jeg har også sået kål og salat i min have, så jeg håber snart at kunne lokke nogle larver hertil. På mit arbejde har jeg opdaget en bøgehæk som der tidligere har været sommerfuglelarver ved. Så børnene og jeg holder skarpt øje!
- Mit argument for at fange larverne selv fremfor at købe dem sammenligner jeg en smule med det som Didriksen pointerer omkring at børn i dag ikke får samme naturoplevelser som børnene for 50 år siden oplevede. Vores moderne samfund kan her godt virke som en hemsko. Ydermere skriver Didriksen at det for nutidens børn er de små naturoplevelser som kan udspille sig i nærmiljøet der inspirerer børnene. Og det er her jeg mener at sommerfuglelarverne blive yderst relevante.
- Hvis det viser sig at være komplet umuligt at finde nogle sommerfuglelarver er min nødplan at købe nogen. I vinters var der en reklame på en af børnekanalerne i fjernsynet som reklamerede for at sælge 5 sommerfuglelarver med tilhørende net (til inden de skulle slippes ud). Jeg kan godt se at det er lærerigt at børnene ser hvordan larverne forpupper sig og bliver til sommerfugle på denne måde, MEN, jeg synes altså at de går glip af selve oplevelsen og dertil forståelsen af hvor larverne kommer fra. I naturen bliver de jo ikke købt og sendt med DAO.
Kommentarer
Send en kommentar